Koka er en af de ældste, kraftigste og farligste stimulanser af naturlig oprindelse. Tre tusind år før Kristi fødsel tyggede inkaerne i Andesbjergene kokablade for at få gang i hjerterytmen og åndedrættet. Det gjorde det lettere at overleve i den tynde bjergluft.
Indfødte peruvianere tyggede kun kokablade under religiøse ceremonier. Det tabu blev brudt, da spanske soldater invaderede Peru i 1532. Indianske tvangsarbejdere i de spanske sølvminer blev hele tiden forsynet med kokablade, fordi det gjorde dem lettere at styre og udnytte.
Kokain blev første gang fremstillet (udvundet fra kokabladene) i 1859 af den tyske kemiker Albert Niemann. Det var først i 1880’erne, at det begyndte at blive populært i lægekredse.
Østrisk psykoanalytiker Sigmund Freud. (Foto: Freud Museum Photo Library)
Psykolog Sigmund Freud, som selv brugte stoffet, var den første som vidt og bredt promoverede kokain som et stimulerende middel mod depression og seksuel impotens.
I 1884 offentliggjorde Freud en artikel med overskriften ”Über Coka” (Om Koka), som forherligede ”fordelene” ved kokain, som han kaldte et ”magisk” stof.
Freud var imidlertid ikke nogen objektiv observatør. Han brugte kokain regelmæssigt, ordinerede det til sin kæreste og sin bedste ven og anbefalede stoffet i al almindelighed.
Selvom han havde bemærket, at kokain førte til ”fysisk og moralsk forfald,” blev Freud ved med at anbefale kokain til sine nære venner, og en af dem endte med at lide af paranoide hallucinationer med ”hvide slanger, der krøb hen over huden på ham”.
Freud mente også, at ”der skulle meget til, for at kokain blev giftigt for mennesker, og at der ikke syntes at være nogen dødelig dosis”. I modstrid med denne overbevisning døde en af Freuds patienter af en høj dosis, Freud havde ordineret.
I 1886 fik stoffets popularitet yderligere et skub, da John Pemberton brugte koka som tilsætning i sin nye sodavand, Coca Cola. Den kunstige opstemthed og nye energi, man oplevede, fik Coca Colas popularitet til at stige voldsomt allerede i begyndelsen af 1900-tallet.
Fra 1850’erne til begyndelsen af 1900-tallet brugte man mange såkaldte eliksirer (magiske eller lægelige medikamenter), tonikum (styrkende midler) og vin, blandet op med kokain og opium. Brugerne var folk fra alle sociale klasser. Berømte skikkelser som opfinderen Thomas Edison og skuespilleren Sarah Bernhardt talte for de ”mirakuløse” virkninger af tonikum og eliksir med kokain i. Stoffet blev populært i stumfilmindustrien, og meldingerne, der kom fra Hollywood på det tidspunkt til fordel for brugen af kokain, påvirkede millioner.
Der var et stigende forbrug af kokain i samfundet, og stoffets skadevirkninger blev gradvist tydeligere. Offentligt pres tvang Coca-Cola Company til at fjerne kokainen fra deres sodavand i 1903.
Omkring 1905 var det blevet populært at sniffe kokain, og i de følgende fem år gjorde hospitalerne opmærksom på tilfælde af næseskader grundet dette stof, ligesom der kom artikler i lægetidsskrifter om det.
I 1912 rapporterede den amerikanske regering om 5.000 kokain-relaterede dødsfald og i 1922 blev stoffet officielt forbudt.
I 1970’erne dukkede kokainen op som det moderne nye stof i underholdningsbranchen og erhvervslivet. Kokain så ud til at være den perfekte følgesvend i overhalingsbanen. Det ”gav energi” og hjalp folk med at holde sig ”oppe”.
På nogle amerikanske universiteter er procentdelen af studerende, der eksperimenterede med kokain, steget 10 gange mellem 1970 og 1980.
I slutningen af 1970’erne begyndte colombianske narkobagmænd at oprette et omfattende netværk til at indsmugle kokain i USA.
Traditionelt set var kokain den rige mands stof på grund af den store udgift ved at tage kokain. Sidst i 1980’erne ansås kokain ikke længere for at være de velhavendes stof. På det tidspunkt havde det ry for at være USA’s farligste og mest vanedannende stof, som var forbundet med fattigdom, kriminalitet og død.
I begyndelsen af 1990’erne producerede og eksporterede de colombianske narkokarteller 500 til 800 tons kokain om året, ikke kun til USA, men også til Europa og Asien. De store karteller blev splittet ad af politiet midt i 1990’erne, men de blev erstattet af mindre grupper – således at der i dag er mere end 300 kendte, aktive narkosmuglende organisationer i Colombia.
I 2008 var kokain blevet det næstmest solgte ulovlige stof i verden.
