Crack-kokain er en krystalform af kokain, der ellers normalt er et pulver.1 Det kommer i massive blokke eller krystaller, og farven varierer fra gul til blegrosa eller hvid.
Man varmer det op og ryger det. Det kaldes crack, fordi det giver en lyd som noget, der knalder eller smælder, når det bliver opvarmet.
Crack er den form for kokain, der virker kraftigst. Det er også den mest risikable. Mellem 75 % og 100 % af stoffet er virksomt, og det er langt kraftigere virkende end almindelig kokain.
Når man ryger crack, når det hjernen meget hurtigere, og derfor skaber det en intens og øjeblikkelig – men meget kortvarig – ”høj” fornemmelse, der varer i omkring femten minutter. Man bliver hurtigere afhængig, hvis stoffet ryges i stedet for at blive sniffet (suget ind gennem næsen). Man kan faktisk blive afhængig af crack allerede efter første gang, man prøver det.
Kokain er dyrt og har længe været betragtet som ”de riges stof”. Crack sælges derimod til priser, der er så lave, at selv teenagere har råd til det – i begyndelsen. Sandheden er, at når man først er afhængig, så bliver det meget hurtigt en dyr vane, fordi der skal større og større mængder til for at give den ønskede virkning.