Menu background image
Syntetiske stoffer

HVAD ER ET SYNTETISK STOF?

Syntetiske stoffer fremstilles ved brug af menneskeskabte kemikalier frem for naturlige ingredienser.

Et antal syntetiske stoffer på markedet, deriblandt ecstasy, lsd og methamfetamin er beskrevet i andre hæfter i Sandheden om stoffer-serien. Dette hæfte giver fakta om ”syntetisk marihuana” (Spice eller K2), ”syntetiske stimulanser” (Badesalte) og et stof kendt som ”N-bomb”. Disse er blandt de syntetiske stoffer, der er kendt som ”designerdrugs”.

DESIGNERDRUGS – ET RISIKABELT EKSPERIMENT

For at forstå, hvad syntetisk marihuana og badesalte er, og hvordan de opstod, er man nødt til at vide, hvad ”designerdrugs” er. Et designerdrug er en syntetisk (kemisk fremstillet) version af et ulovligt stof, som blev ændret lidt for at undgå at blive klassificeret som ulovligt. Det er dybest set et eksperiment fra en kemikers side for at skabe et nyt stof, der kan sælges lovligt (på internettet eller i forretninger), som tillader forhandlere at tjene penge uden at bryde loven. I takt med, at politiet får øje på nye kemikalier, der er fremstillet på den måde, og gør dem ulovlige, udtænker producenterne ændrede versioner for at omgå loven. Således kører det i rundkreds.

Nogle af disse stoffer sælges gennem internettet eller i visse forretninger (som ”urteblandinger til at ryge”), mens andre forklædes som produkter mærket ”uegnet til menneskeføde” (såsom ”urterøgelse”, ”gødning”, ”badesalte” eller ”smykkerens”) for at maskere deres tilsigtede formål og komme uden om sundheds- og sikkerhedsreglerne.

På grund af det konstant stigende antal kemikalier, der udvikles, har brugere af designerdrugs ingen mulighed for at vide, hvad indholdet er i de stoffer, de indtager. En lille ændring i kemien i et kendt stof kan resultere – og gør det ofte – i et nyt stof med en helt anderledes virkning. Derfor kan en bruger ikke forudse, hvilken indflydelse de stoffer, der eksperimenteres med, har på helbredet.

I USA blev der identificeret omkring 200 til 300 nye designerdrugs mellem 2009 og 2014, hvoraf de fleste kommer fra Kina.1 Over 650 nye designerdrugs er strømmet ind i Europa i de sidste ti år. Nogle indeholder kemikalier, der ikke er fuldt klarlagt, og hvis indvirkning på krop og sind er ukendt.2