Methamfetamin er ikke et nyt stof, og i de senere år, hvor teknikkerne til at fremstille det er blevet udviklet, er stoffet blevet endnu stærkere.

Amfetamin blev fremstillet kunstigt for første gang i 1887 i Tyskland, og methamfetamin, som er kraftigere og nemmere at lave, blev udviklet i Japan i 1919. Det krystallinske pulver var vandopløseligt, hvilket gjorde det velegnet til at sprøjte ind i blodet.

Methamfetamin blev i stor udstrækning brugt under anden verdenskrig, da begge parter brugte det til at holde tropperne vågne. Der blev givet store doser til japanske kamikaze-piloter før deres selvmordsmissioner. Efter krigen blev misbruget af methamfetamin nærmest en epidemi, idet militærets lagre af stoffet blev tilgængelige for den almindelige japaner.

I 1950’erne blev methamfetamin udskrevet på recept som et slankemiddel og til at bekæmpe depression. Da det var nemt at få fat i, blev det brugt som en ikke-medicinsk stimulans af lastbilchauffører, atleter og universitetsstuderende i USA, og misbruget af stoffet bredte sig.

Dette mønster ændrede sig voldsomt i 1960’erne med den øgede tilgængelighed af methamfetamin, som kunne indsprøjtes, og misbruget voksede.

I 1970 forbød de amerikanske myndigheder stoffet i de fleste af dets anvendelser. Herefter kontrollerede amerikanske rockere størstedelen af fremstillingen og handlen med stoffet. De fleste misbrugere boede på det tidspunkt i landområderne, og de havde ikke råd til den dyrere kokain.

I 1990’erne oprettede mexicanske narko-organisationer store laboratorier i Californien. Selv om disse kæmpestore laboratorier er i stand til at producere 25 kilo af stoffet på en enkelt weekend, dukkede mindre private laboratorier op i køkkener og lejligheder, og det er heraf, at stoffet har fået et af sine øgenavne ”stove top” (”kogeplade”). Derfra spredtes det ud over USA og over til Europa gennem Tjekkiet. I dag produceres størsteparten af den methamfetamin, man kan få i Asien, i Thailand, Myanmar (det tidligere Burma) og Kina.