Mens brugen af kokablade som rusmiddel kan dateres 3.000 år tilbage, så er crack-kokain en krystalliseret form for kokain, der blev udviklet under kokainboomet i 1970’erne og blev udbredt op gennem midten af 80’erne.

Ifølge den amerikanske lægemiddelstyrelse blev der sidst i 1970’erne sendt en kæmpe overflod af kokain ind i USA. Det gjorde, at prisen på stoffet faldt med helt op til 80 %. På grund af de faldende priser på deres ulovlige produkt lavede pusherne pulveret om til ”crack,” som var en fast form for kokain, der kunne ryges.

Ved at brække det i små dele eller ”sten” kunne denne form for kokain sælges i mindre portioner til flere mennesker med større fortjeneste. Det var billigt og nemt at producere, nemt at bruge og meget indbringende for pusherne.

Fra så tidligt som 1980 dukkede der rapporter op om brug af crack-kokain i Los Angeles, San Diego, Houston og Caribien.

Den største bølge i brugen af stoffet skete under ”crack-kokain epidemien” mellem 1984 og 1990, da stoffet spredte sig ud til de amerikanske byer. Crack-kokain epidemien forøgede antallet af amerikanske kokainmisbrugere drastisk. I 1985 steg antallet af folk, der indrømmede, at de tog kokain jævnligt, fra 4,2 millioner til 5,8 millioner.

I slutningen af 1986 kunne man få crack i 28 amerikanske stater og i District of Columbia. I 1987 var crack tilgængeligt i alle amerikanske stater på nær fire. Siden da har brugen af stoffet spredt sig til hele Nord- og Sydamerika, ind i Europa og til resten af verden.

Størstedelen af de europæiske crack-kokain misbrugere finder man i tre byer – Hamburg, London og Paris. Men brugen af crack-kokain er også blevet registreret som et markant problem i tre tidligere franske kolonier – Guadeloupe, Fransk Guyana og Martinique – og i nogle byer i Holland.