Bringer stofundervisning til Thailand
I de sidste 15 år har Dennis Reed arbejdet i udlandet med kulturer og i lande der er forskellige fra hans eget. Da Reed og hans familie ankom til Thailand, var det begyndelsen på et eventyr. En international grundskole samt gymnasium i Chiang Mai ansatte ham, og en anden skole ansatte hans kone som rådgiver. Reed, der er fitnesscoach og brænder for arbejdet med elever, blev tilbudt en stilling som sundhedslærer, hvilket virkede som et godt match – indtil det gik op for ham at han skulle tage fat på et emne han ikke havde kendskab til – stoffer. Selvom han havde personlige erfaringer med hvordan stoffer havde skadet medlemmer af hans udvidede familie, havde han ingen anelse om hvordan han skulle undervise sine elever i farerne ved stoffer.
Reed begyndte at lede efter programmer og undervisningsvejledninger der kunne hjælpe ham. Det var da han stødte på Stiftelsen for en Stoffri Verden og deres Sandheden om Stoffer-undervisningsmaterialer. Han fandt præcis det han havde ledt efter: et komplet program der tilbyder et omfattende sæt undervisningsmaterialer, som ikke kun er målrettet unge, men også giver virkelige historier fra unge om hvordan stoffer ødelagde deres liv.
“Jeg ønskede ikke at være endnu en voksen der fortalte børn at de ikke skulle tage stoffer. Jeg ønskede at give mine elever noget der ikke kun ville være informativt men også engagerende,” forklarer Reed. “Jeg følte at det ville være meget virkningsfuldt at høre vidnesbyrd fra unge på samme alder.”
Da Reed modtog undervisningsmaterialerne fra Stiftelsen for en Stoffri Verden, begyndte han at bruge dem i sit modul om stoffer. Da Reed arbejdede under en global pandemi der tvang skolen til at gå over til online-undervisning og derefter tilbage til fysisk undervisning, var han taknemmelig for at mange af materialerne fungerede godt online. Videoerne havde en stærk indvirkning, og resultaterne var tydelige med det samme.
“Jeg indså at mange af disse elever ikke vidste hvad afhængighed egentlig var, så jeg bad dem hver især vælge et stof og undersøge det grundigt ved at bruge Stiftelsens materialer sammen med andre forskningskilder. Ved afslutningen af modulet delte hver elev det han eller hun havde lært med resten af klassen, og det satte gang i en masse andre samtaler,” siger Reed.
Disse diskussioner, sammen med Sandheden om Stoffer-videoerne og hæfterne, ændrede den måde hans elever så på stoffer. “De fleste af mine elever voksede op med at vide at stoffer var dårlige, men de indså ikke at stofmisbrug faktisk ville ændre dig som person. Deres empati for folk der er afhængige af stoffer, ændrede sig også. Det var imponerende,” siger Reed.
Han følte at hans største bedrift i forbindelse med at tage fat på stofuddannelse på sin skole var at han var i stand til at skabe en effektiv læseplan der virkelig oplyste hans elever. “Den læseplan jeg satte sammen, blev bygget ved at bruge Sandheden om Stoffer-materialerne. Der findes ærlig talt ikke bedre materialer derude. Det er sat op på en måde så vi kan have gruppediskussioner, og eleverne er virkelig engagerede. Hvis jeg rejste mig op og holdt et foredrag i 35 minutter, ville det ikke have nær den samme effekt.”
Men det var hans elevers skriftlige refleksioner der virkelig rørte ham og fik ham til at indse hvor stor indflydelse læseplanen havde.
“At lære alt dette har ændret mit syn på stoffer,” sagde en af hans elever i 9. klasse. “Jeg plejede at tro at folk der tager hårde stoffer, bare var dumme fordi de ødelagde deres kroppe på den måde. Men efter dette forløb lærte jeg at stofmisbrug er noget som brugerne til sidst ikke kan kontrollere.”
“Efter vores lektioner lærte jeg at alle er tilbøjelige til afhængighed, uanset hvem vi er,” sagde en af hans elever i 10. klasse. “Vores køn, race, rigdom eller baggrund betyder ikke noget når det gælder afhængighed. Vi bør aldrig tænke på stoffer, alkohol og tobak som noget fjernt der ikke vil påvirke os. Da jeg så de tidligere misbrugeres interviews, fandt jeg ud af at ingen er sikker mod stoffer. Jeg lærte også hvor ødelæggende de kan være.”
Ved afslutningen af kurset fortæller Reed sine elever: “Hver eneste af jer vil på et tidspunkt i jeres liv skulle træffe en beslutning om stofmisbrug. Jeg vil gerne hjælpe jer med at træffe en informeret beslutning. Det er nu I kan få besvaret alle jeres spørgsmål.” Og Stiftelsen for en Stoffri Verden-materialerne hjælper ham med at gøre netop det.