LSD: EN KORT HISTORIE

Albert Hofmann, en kemiker der arbejdede for Sandoz Pharmaceutical, syntetiserede1 LSD’s ingredienser første gang i 1938 i Basel, Schweiz, da han prøvede på at udvikle et blodstimulerende middel. At man fik hallucinationer af det, gik først op for Hofmann i 1943, da han ved et uheld kom til at tage det selv. Senere fandt man ud af, at hvis man tog en dosis på så lidt som 25 mikrogram (hvad der svarer til et par saltkorn), er det i stand til at give en person vilde hallucinationer.

Psykologiprofessor på Harvard Universitetet, Timothy Leary, som gjorde LSD og andre personlighedsændrende psykiatriske stoffer populære, blev fængslet for narkokriminalitet.
Foto: Den amerikanske narkotikabekæmpel-
sesmyndighed/Timothy Leary arrest

Fordi stoffet ligner en kemisk substans, som findes i hjernen, og virkningen af stoffet minder om nogle bestemte aspekter ved psykose, så begyndte nogle psykiatere at eksperimentere med LSD op gennem 40’erne, 50’erne og 60’erne. Trods disse forsøg lykkedes det ikke at finde nogen medicinsk brug af stoffet. Sandoz havde imidlertid sendt så meget af stoffet rundt for at få lavet forsøgene, at det førte til et udbredt misbrug.

I 1960’erne blev LSD gjort populært af personer som Timothy Leary. Deres budskab til de amerikanske studerende var ”turn on, tune in and drop out” (tænd, stil ind, og flip ud). Det skabte en hel protest-kultur med stofmisbrug og det spredte stoffet fra USA til England og derfra til resten af Europa. Selv i dag er LSD mere udbredt i England end i andre dele af verden.

Psykiatriens mind-control-programmer med brug af LSD og andre hallucinerende stoffer skabte en generation af syrehoveder.

Samtidig med at 60’ernes protest-kultur brugte stoffet til at flygte fra samfundets problemer, så så de vestlige efterretningstjenester og militæret stoffet som et muligt kemisk våben. I 1951 påbegyndtes en serie eksperimenter. Militærforskerne i USA skrev, at LSD ”er i stand til at få hele grupper af mennesker inklusive militære styrker til at overgive sig, uanset omgivelser og situation. Det kan gribe forstyrrende ind i planer og dømmekraft, og endog skabe ængstelse, ukontrollabel forvirring og skræk.”

Man fortsatte med at eksperimentere med stoffet for at se, om det kunne bruges til at forandre personligheden hos dem, efterretningsvæsenet gik efter – og til at kontrollere hele befolkninger – indtil man i USA officielt forbød stoffet i 1967.

Brugen af LSD faldt i 1980’erne, men steg igen i 1990’erne. Siden 1998 har LSD bredt sig til natklubberne og ved rave-parties. Brugen droppede markant i 2000 eller deromkring.

”I dagene efter, at jeg havde taget LSD, var jeg skrækslagen og ekstremt deprimeret. Efter mit første ’trip’ på LSD kom trangen til at tage det med kortere og kortere mellemrum, sommetider op til fire eller fem gange om ugen i lange perioder. For hver gang jeg tog stoffet, gled jeg mentalt længere og længere væk fra virkeligheden. Det endte med, at jeg var ude af stand til at føle mig normal i min egen krop.” – Andrea