Læs: Vores stofkultur
VORES STOFKULTUR
Stoffer har været en del af vores kultur siden midten af sidste århundrede. I 1960’erne blev de gjort populære gennem musikindustrien og medierne, og de bredte sig derefter til alle samfundslag.
Det anslås, at der er ca. 208 millioner personer i verden, som bruger ulovlige stoffer. Ifølge en rapport lavet af Sundhedsstyrelsen i 2007 er der ca. 27.000 stofmisbrugere i Danmark, hvoraf over 7.000 er cannabis (marihuana eller hash) brugere.
Du kender sikkert nogen, hvis liv er påvirket af stoffer, enten direkte eller indirekte.
Det mest almindeligt brugte – og misbrugte – stof i både Danmark og USA er alkohol. Trafikulykker pga. alkohol er den næsthyppigste årsag til dødsfald blandt teenagere i USA.
Det mest almindeligt brugte ulovlige stof er marihuana. Ifølge FN’s World Drug Report 2008 misbruger omkring 3,9 % af verdens befolkning i alderen 15 til 64 år marihuana.
I dag bliver unge mennesker konfronteret med stoffer i en tidligere alder end nogensinde før. En dansk undersøgelse fra 2005 fandt frem til, at 44 % af de 16 til 24-årige havde røget hash mindst én gang, og 21 % var nuværende brugere (inden for det sidste år).
Nyere undersøgelser i Europa blandt 15 til 16-årige tyder på, at antallet af hashbrugere varierer fra knap 10 % til over 40 %. Den højeste procent er blandt teenagere i Tjekkiet (44 %), fulgt af Irland (39 %), Storbritannien (38 %) og Frankrig (38 %). I Spanien og Storbritannien er der 4-6 % af de unge mellem 14 og 16, som er på kokain. Kokainforbruget er steget i Danmark, Italien, Spanien, Storbritannien, Norge og Frankrig.
”Mit mål i livet var ikke at leve ... det var at blive høj. Gennem årene forsøgte jeg mig med kokain, hash og alkohol i det håb, at jeg ville slippe væk fra problemerne. Tingene blev bare værre af det. Jeg blev ved med at sige til mig selv: Jeg skal bare lige prøve en gang til, så holder jeg op. Det skete bare aldrig.” – John
”Det begyndte med hash, så videre til pillerne (ecstasy) og syre (LSD). Jeg miksede alle slags stoffer og tog endda overdoser for at få suset til at vare længere. Jeg havde et dårligt trip en nat ... Jeg græd og bad til at følelsen ville gå væk. Jeg hørte stemmer inde i hovedet, rystede og var ude af stand til at gå uden for en dør i 6 måneder. Jeg var indesluttet og følte, at alle kiggede på mig. Jeg kunne ikke være på offentlige steder. Mand! Jeg kunne ikke engang køre bil.
Jeg endte på gaden som hjemløs, idet jeg boede og sov i en papkasse, mens jeg tiggede og kæmpede for at finde måder til at skaffe til mit næste måltid.” – Ben