MISBRUG AF RECEPTPLIGTIG, SMERTESTILLENDE MEDICIN

Mens brugen af mange gadestoffer falder lidt i USA, stiger misbruget af receptpligtig medicin. I 2007 tog 2,5 millioner amerikanere receptpligtig medicin for første gang, sammenlignet med 2,1 millioner, som tog marihuana for første gang.

Blandt teenagere er receptpligtig medicin det næstmest brugte stof efter hash, og næsten halvdelen af de teenagere, som har et misbrug af receptpligtig medicin, tager smertestillende medicin.

Hvorfor vælger så mange unge mennesker at tage receptpligtig medicin for at blive påvirkede?

Undersøgelser viser, at næsten 50 % af teenagerne tror, at receptpligtig medicin er meget sikrere at tage end ulovlige gadestoffer.

Hvad der ikke er kendt af de fleste af disse unge mennesker, er den risiko, de løber ved at tage disse kraftigt personlighedsændrende medikamenter. Langtidsbrug af smertestillende medicin kan føre til afhængighed, selv for mennesker, som har fået den ordineret for at lette en helbredstilstand, men som i sidste ende ryger i fælden med misbrug og afhængighed.

I nogle tilfælde viser farerne ved den smertestillende medicin sig først, når det er for sent. For eksempel var misbrug af det smertestillende Fentanyl i 2007 skyld i mere end 1.000 menneskers død. Stoffet viste sig at være 30-50 gange kraftigere end heroin.